Jeg hedder Nina Boelsgaard Christensen og er født i 1971. Jeg bor på Vesterbro med Torsten og har 2 børn (fra 03 og 05). Jeg er trådt ind i PsykCentrum i 2011.

Min faglige vej

Jeg blev færdig som cand. psych. i 2003 fra Københavns Universitet.  

Mit arbejdsliv har altid haft to strenge, idet det har bestået af samarbejder med fagfolk på den ene side, samtidig med terapeutiske samarbejder med netværk, familier, børn, unge, par, grupper samt individuelle terapeutiske forløb i egen praksis på den anden side. Jeg holder meget af begge strenge, og synes at de støtter og udvikler hinanden godt.

Min faglige vej har ført mig bredt omkring. Jeg har arbejdet med kortlægning og metodeudvikling af seksualundervisning i Folkeskolen (Sex og Samfund), Parterapi (projekt støttet af Familiestyrelsen), familiearbejde i Vallensbæk Familierådgivning, efteruddannelse af fagfolk i mange forskellige sammenhænge (bl.a. DISPUK og voldsprojekt for Servicestyrelsen), metodeudvikling på skoler, på opholdsteder og på døgninstitution, supervision af diverse faggrupper og organisationsopgaver i forbindelse med arbejdspladsudvikling og sammenlægninger samt temadage, oplæg og foredrag i mange forskellige sammenhænge.

Hvad lægger jeg vægt på

Først og fremmest lægger jeg vægt på at etablere samarbejder, med de folk, der henvender sig til mig, på en måde, så de oplever, at de bliver taget seriøst for det de står for og står midt i. Men samtidig skal de også opleve, at de bliver tilpas udfordret i den måde man kan forstå problemerne eller situationerne, som de er i, på, således at de begynder at se kunne andre veje og skabe bevægelse.
Et sådan samarbejde er afhængig af, at jeg sætter klare og trygge rammer for forløbet og finder en balance mellem at bakke ubetinget op og samtidig kunne skabe eftertænksomhed. – Dette arbejde er løbende en gensidig reflekterende proces.

Jeg er endvidere optaget af at skabe muligheder for at få øje på de umiddelbare opskrifter på lykke eller på problemer, som kulturen tilbyder os, for blandt andet at få muligheden for selv at tage stilling til dem på måder, der bringer os tættere på de værdier og fællesskaber, der er vigtige for os.
Jeg synes, det er helt centralt at opfatte selv komplekse, ømme, bekymrede eller frygtsomme livssituationer som livgivende muligheder for, på respektfulde og legende måder, at skabe ny mening.