Mennesker ønsker et værdigt liv fælles med andre. Vi respekterer dette ønske.
Vi ser problemer og vanskeligheder som invitationer til forandring. Mennesker ønsker at leve efter deres værdier, og dette ønske er vejen til udvikling.
Forandring opstår på baggrund af modet til at undersøge det, der fremtræder uforståeligt. Hvordan kan der skabes mening? Fastlåste forestillinger og tilsyneladende ”sandheder” kan udfordres. Det fælles håb og troen på uanede udviklingsmuligheder er afgørende for vejen videre.
Vi inddrager de relevante sammenhænge i bestræbelserne.
Det faglige grundlag i PsykCentrum bygger på moderne udviklingspsykologi, moderne hjerneforskning og forestillingen om, at vi er dem vi er i kraft af samspillet med andre. Den faglige og forskningsmæssige forankring rækker ud over programmer og manualbaserede metoder.
Vi placerer os der, hvor vi bedst bidrager til udvikling og fællesskab.
Diagnoser er ikke forklaringer, men beskrivelser af, hvordan noget fremtræder på et givet tidspunkt. Vores opgave er på kort og på langt sigt at bidrage til udviklingsprocesser, der rækker ud over et problemfyldt øjebliksbillede.
Børn og unges forstyrrelser og uro kan forstås ud fra mangeartede og komplekse forhold. Placeringen af skyld på enkelte forhold reducerer den komplekse forståelse. Vi ønsker at forstå de mange sammenhænge, vanskelighederne optræder i og i fællesskab finde veje til udvikling.
Forståelsen af de komplekse årsagsforhold hjælper med til at spørgsmålet om skyld mister
Begreberne psykisk sygdom og handicap gør, at det bliver anderledes svært at få øje på børns og unges invitationer til deres omgivelser. Derfor inddrages mange forskellige forståelser og sammenhænge i arbejdet.
Individet kan aldrig forstås isoleret, men altid i samspil og i mulig forandring. Vores udgangspunkt er at bidrage til at få ændringspotentialerne i og omkring barnet i spil.
Når udvikling går i stå, kan barnet/ den unge og familien fremstå som noget specielt. Det, der fremstår som noget specielt ønsker også en udvikling præget af almene forestillinger. Vi ser det specielle i lyset af det almene, og vi ser det specielle som noget, der også bidrager til det almene.
Vi er optaget af paradokserne i vores bevillingskultur, hvor ressourcer i de senere år udløses af beskrivelser, der fremhæver den størst mulige alvor og bekymring. Vi ser det som vores opgave fremhæve de uanede muligheder også i de systemer, som omgiver børn og unge.